Fremtiden er der ikke. Den er en projektion af nuet baseret på vores håb og frygt, forventninger og bekymringer. Og den bliver meget sjældent som vi forventer. Fortiden er der heller ikke. Den er sket. Vi kan huske den, vi kan glemme den, vi kan diskutere den, men vi kan ikke handle i den. I den forstand er den lige så meget en illusion som fremtiden.

Nu
Det eneste, der er, det er nu. Dette nu, lige nu. Havde vi ingen erindringer eller forventninger, intet ønske om at kontrollere eller holde fast, så ville vi kunne se dette nu, som det er. Se klart hvilke muligheder det indeholder og hvilke, det ikke indeholder. Se det, der er. Men det kan vi sjældent. Vi begraver nuet i vores projektioner, håb, bekymringer, filtreringer, manipulationer og vurderinger. Vi gør nuet til et middel i vores evige jagt på noget andet, som kommer senere. Vi nægter at acceptere det, fordi det udfordrer vores billede af os selv, og narrer i stedet os selv til at tro, at det er noget andet.

Resultatet er, at vi sjældent er nærværende. At vi spilder det meste af vores energi på alt muligt andet. På at opretholde sindets illusion om, hvem vi er. På hele tiden at fortælle historien om os selv i den måde vi går, står, sidder, taler, tænker og handler. På at planlægge det næste nu, så vi ikke presses uden for vores normale handlingsrepertoire og dermed ud i det værste, der findes: det ukendte. Vi får så travlt med at fastholde illusionen om os selv, at vi helt glemmer, at det kun er i nuet, at ting kan ske. At det kun er i nuet, vi for alvor kan være kreative, for alvor kan sanse, for alvor kan møde andre mennesker, for alvor kan mærke den fred og styrke, der er vores egentlige jeg. Til slut bliver vi så vant til hele tiden at forholde os til alt det, der ikke er, at vi fuldstændig glemmer, at det engang var anderledes. At verden engang var frisk og ny hver dag. At en uge kunne være som et år og en eftermiddag kunne vare et helt liv.

At der ikke fandtes noget rødere end rød og at intet duftede mere fantastisk end asfalt efter en sommerbyge.

At handle uden at handle
Nærvær er sindets modsætning. Når vi er nærværende, dvs. oprigtigt tilstede i nuet, forsvinder alle de automatiske forsvarsmønstre, projektionerne, bekymringerne, de fastlåste forventninger og forsøgene på at kontrollere fremtiden. I stedet frigives der energi, kreativitet og spontanitet. Vi indgår i den særlige vekselvirkning med omgivelserne, som kaldes: at handle uden at handle.

At handle uden at handle bliver af mange misforstået som en form for passivitet. Men det er det ikke - langt fra. At handle uden at handle betyder, at man lader de afpassede handlinger opstå ubesværet, af sig selv. Det er det, der sker, når store sportsfolk yder deres præstationer. Når Michael Laudrup spiller fodbold. Når Anja Andersen spiller håndbold. Deres handlinger opstår af sig selv. De opstår ubesværet, uden brug af overdreven kraft, uden anstrengelse. De opstår som en spontan reaktion på de konkrete omstændigheder. De er ikke planlagte, de kan ikke forudsiges, de er ikke resultatet af en bevidst tankekæde. De er ikke-handlinger i den forstand, at de ikke handles; de sker.

Nærvær
Denne evne til at handle på baggrund af det, der er, er nærvær. Når vi er nærværende, handler vi derfor effektivt i ordets bedste betydning. Vi handler fleksibelt, spontant, afpasset i forhold til de reelle omstændigheder og vi anvender præcis den kraft, der skal til, hverken mere eller mindre. Derfor er nærvær i nuet den basale byggesten i alle former for kreativitet, fundamentet for ethvert konstruktivt samarbejde og det virkelige grundlag for personlig handlekraft og styrke. Derfor er nærvær vores virkelige essens. Ikke nærvær i morgen, ikke nærvær i næste uge, men nærvær nu.

Nærvær. Nu.